Tid

Kære menneske bag skærmen,

Dette indlæg handler om tid, skrevet en sentimental dag, hvor jeg efter en hæsblæsende måned stoppede op og trak vejret. At give mig selv plads til at mærke, være og lytte er den største gave jeg kan give mig selv. Tænkepause/ pausefisk/ tudedag/ eller hvad du kalder disse stop-op-dage, nyd dem og turde mærke dem. 

Blog skrevet 24.06.2018

Tiden er en ubestemmelig størrelse 
Tid - idag er det en måned siden min kære papfar fik fred, 3 uger siden khora lukkede sine services fra bygningen Askilipiou, 2 dage siden vi færdiggjorde restaureringen af Askilipiou, hvor khora community havde sit første hjem, 5 dage til jeg igen flytter til dk.

Jeg håber stadig at jeg kan få nok foredrag og arbejde i kassen til at kunne flytte hjem igen til Athen, men er også så småt ved at indstille mig på at det måske ikke kan lade sig gøre for nu.

Lige meget om jeg skal ud at have et “normalt” lønmodtager arbejde igen, vil jeg fortsat være aktiv og arbejde på at holde flere foredrag. Jeg mener stadig at det er vigtigt at skabe opmærksomhed, også om denne humanitære krise.
Så hjælp gerne med at sprede ordet, send mig jeres kontakter eller skriv til khora støtte Danmark og jeg svarer derfra 🙏🏽❤️

Vigtigst af alt med tid er at den er værdifuld, værdifuld når jeg bruger den med alle jer der konstant støtter mig, som er der både når vi smiler og når vi græder, nogle gange er tiden bare laaang andre gange forsvinder den alt for hurtigt. Lad os bruge tiden sammen når vi kan!

Tiden - at se frem til, tid at være i
Jeg ved også at jeg ser frem til at bruge tid; timer, dage, uger eller måneder også med alle jer jeg holder af i det kære danske land ❤️
Jeg vil også bruge tid og savne og glædes over den tid jeg har haft med både de smukke mennesker her i Grækenland men også dem som nu kun lever i vores hjerter 😘

Kære menneske bag skærmen tak forud du brugte tid og læste med ❤️🤓

Overgange - at få et White card

Kære menneske bag skærmen,

Det er noget tid siden jeg har skrevet sidst herinde. Denne gang kan du læse om mine tanker om specifikke overgange.  Pt fylder overgange for mig af forskellige arter:  ikke-registrering til registrering, asylansøger til flygtning, kooperativ til forening, græsrods aktivist til selvstændig.

Hvordan mon det egentlig er at leve i konstante overgange bestemt af andre? Jeg bestemmer mine egne overgange, det gør langt fra alle mennesker her i Athen.

White card - asylansøger kort

For 2 måneder siden fik en af mine gode venner endelig sit første White card. White card et foldet stykke papir, der fylder ca en tredjedel af en A4 fuldt udfoldet. Dette papir er også papiret der betyder at du nu er registreret som asylansøger. Det har et asylsagsnummer, et kortnummer, dit fulde navn, dit oprindelsesland, udstedelsesdato, udløbsdato og en dato for dit første asyl-interview hvis du er heldig.

Et papir der udefra set kan gøre dig til et nummer i systemet, men her er stykke papir der betyder alt. Et papir der indikerer hvor længe du endnu skal vente for at få bestemmelse over din livssituation. Det giver dig også retten til at arbejde, mulighed for at kunne ansøge om et skattenummer samt et sundshedskort nummer. Muligheden for at fortælle autoriteterne og ngo’erne at du nu lovligt er asylansøger i landet, hvilket på papiret giver dig ret til en bolig. At det officielle system ikke har ressourcerne og eller viljen til at huse dig, er et skriv for sig selv. Du kan med papiret ansøge om et sted at bo, opsøge en flygtningelejr, international ngo, FN eller de græske myndigheder og sige at du eksisterer, kræve værdighed og tag over hovedet. Du må råbe højt længe.

Tålmodighed er stadig en værdsat og meget nødvendig dyd i dette sydens grænseland for Europa.

At komme igennem

Tilbage til min ven. For 2 måneder siden fik han sit White card, han er nu officielt anerkendt som asylansøger i Grækenland. Det tog ham 1,5 år. 1,5 år hvor han ugentligt ringede til skydelinjen for registrering af folk med hans etnicitet og sprog, for blot aldrig at komme igennem. Hver fredag tog han til det græske asylkontor Katehaki, hvor han hjalp de mennesker hvis sårbarheds kriterier gjorde at de kunne registrere sig uden om Skype, med at blive registreret. Hver eneste fredag prøvede han også selv at blive registreret. Intet hjalp. Til sidst lykkedes han med gennem sin medicinske historie og en dedikeret advokats hjælp at komme igennem uden Skype.

Han blev registreret som asylansøger.

Overgangen for min ven

Dagen han fik sit White card var en lykkelig dag, han hoppede og dansede, ham og hans kæreste kaldte på festivitas og vi fejrede sammen. Sammen fejrede vi at han nu endelig havde fået tildelt et nummer. 

Nu med sit berettigede White card, har han rejst til græske øer, taget på tur ud af Athen, lovligt kunne leje en lejlighed, kunne ansøge om FNs crash card program, der giver ham 120 euro om måneden.

Min ven har altid været utrolig utrættelig, og kæmpet for at finde steder til de mange hjemløse flygtninge der passerer vores vej, altid klar på en oversættelse eller en eskorte til et officielt kontor. Han kæmper stadig for menneskers rettigheder her.

Nu med det største smil jeg har set ham med. Hans ord fra dagen hvor han modtog sit White card: “My sister, I’m free now, I have number, no more afraid of policemen, no more trouble. My card means I’m legal - they (the authorities) recognise me - I’m existing”

Hvorfor skulle den overgang tage halvandet år? Næste fase for ham er som afventende asylansøger, hans første asylinterview dato er i november 2019, der  får han for første gang efter 3 år i Grækenland officielt lov og plads til at fortælle hvorfor han forlod sit oprindelsesland, hvorfor han måtte flytte. 3 år for officielt at blive hørt for ham i det officielle system. Men han smiler stadig - er fuld af beundring for ham og andres menneskers overlevelsesevne

Kære menneske bag skærmen, jeg smiler stadig, jeg smiler nu, jeg smiler fordi jeg husker at engang imellem kommer mennesker igennem systemernes bureaukrati og disse små som store stjernestunder skal fejres og mærkes.

Jeg smiler når jeg tænker på dagen hvor Haroon fik sit White card.

En lille nerve en lille stemme, frygter den dag han får sin afgørelse, frygter at han som mange andre vil blive afvist blot grundet sin nationalitet trods det at han som mange andre er personligt forfulgt.

Jeg smiler stadig når jeg så tænker på hvad hans svar ville være til en sådan afgørelse “no problem, we will fight it, we will appeal”.

Jeg smiler fordi Han har ret, kampen om menneskers rettigheder her i Europas grænseland vil fortsætte.

Tak Haroon og de mange skønne mennesker - der dagligt viser mig hvad indre styrke er. Tak fordi også I giver mig troen på at vi sammen kan gøre verden bare en lille smule bedre blot ved at være til, lytte, være venner, turde snakke og turde åbne vores sind en lille smule for verden omkring os.

Kære menneske bag skærmen, tak fordi du læste med ❤️

Privilegier - jeg er et heldigt menneske!

Kære menneske bag skærmen,

Et stykke tid siden sidst jeg har været aktiv på bloggen. Efter et par sommermåneder i Danmark, er jeg nu tilbage i Athen mit andet hjem.

I de knap 3 måneder i Kbh, nåede jeg at bo 4 forskellige steder. Jeg er et heldigt menneske at have åbne døre så mange steder. Priviligeret!

Mine privilegier er utallige i denne blog skriver jeg lidt om nogle af dem; at være vejleder, at have mange hjem, at have en kæmpe familie - brothers and sisters from other mothers 🌞

Priviligeret

Privilegier, jeg har skrevet om den før, jeg er så optaget af dem, og det glædede mig igår at læse et af de rejsebreve som mine danske pædagogstuderende i khora, havde skrevet om deres praktik her.

Rejsebrevet endte med en reflektion, en fornyet bevidsthed om vores naturlige privilegier ved lige præcis at blive født i Danmark. Det gør mig stolt på vores alle sammens community centers vegne, at vi har været med til at åbne øjnene en smule mere ved blot at være til sammen.

At være vejleder

De 2 studerende vi fik, er jeg så heldig at være vejleder for, desværre for dem løb mine penge ud og jeg tog til dk 2,5 uge efter de ankom. Hatten af for dem, at blive modtaget og så få et "vi ses på Skype". Vejledningen har foregået på Skype indtil sidste uge hvor jeg overraskede dem her tilbage i Athen.

Jeg lærer så meget som pædagog og menneske ved at være vejleder, det er krævende og super spændende at følge deres proces samt min egen i den rolle.

Khora er stadig et non-hierarkisk community, hvor de 3 P'er ( privat, personlig og professionel) bliver godt og grundigt vendt op og ned.

Hjem

Mit hjem er hvor mit hjerte er i nuet, det var svært at vende tilbage i dk, specifikt da jeg havde ignoreret at forberede mig selv på omvæltningen. Mine skønne venner og familie, var der for mig og nye venner kom til på diverse festivaller. Alligevel er Grækenland bare Grækenland, min tid her er utrolig intens, forfærdeligheder er sammen med stjernestunder en naturlig del af hverdagen på godt og ondt.

Jeg tror på at jeg en dag vil finde mig til rette i måske Kbh, men har også lært nu hvad jeg har brug for, for at det kan lade sig gøre for mig som menneske.

Som alle andre mennesker, har jeg brug for mening i mit liv, at gøre det der er mest meningsfuldt for mig. I Kbh lykkedes det i væren, i aktivismen og med smukke mennesker omkring mig. Samtidig var mit hoved og sjæl ofte hos de nye relationer jeg har i mit liv fra Grækenland. Kontrasterne i fortsat at lave networking, information og støtte for mennesker fanget på de græske øer og på fastlandet til at bage boller i kolonihaven - blev til tider for stor.

En kontrast jeg er blevet bedre til, men jeg fortsat skal øve mig på.

Nu er jeg hjemme i Athen, jeg lykkedes med et overraskelsesangreb. At dukke op til et tirsdags-møde og sige "My name is Camilla - Ive been gone over the summer. Now I'm back " - fantastisk at kigge rundt i cirklen på de 60 mennesker, "gamle" frivillige der sad med munden åben, nye frivillige der undrede sig over hvad der skete og så en spontan klappen, der gjorde mig helt flov. Jeg var hjemme! Jeg er hjemme for nu.

Sisters and brothers from other mothers

Er det ikke fantastisk at vi som mennesker kan skabe så stærke bånd på forholdsvis kort tid, at vi føler os beslægtede som familie. Og er menneskeheden i bund og grund ikke blot en stor familie, vi har det hele de skøre onkler, den fordrukne tante, de kære mødre, de skønne fædre, de velmenende, de prædikende, de lyttende, de sorte får og dem der gør alt for at passe ind.

Hvis vi nu alle så hinanden som familie, ville vi måske have en verden med mere harmoni.

Vi er alle blot mennesker, vi ejer ikke denne planet ej heller hinanden, vi burde række hånden ud bede om forsoning og gøre vores bedste for vores næste. Min næste er også dig bag skærmen, tænk hvad vi kan gøre sammen for ikke blot hinanden men for verden ved at række ud.

Realiteter

Realiteten i Grækenland som jeg ser den, kan jeg desværre sige en lille uge efter jeg er landet, desværre ikke har ændret sig meget. Det europæiske relocation program som d.30. September skulle have relokeret 160.000 mennesker på flugt fanget i Grækenland og Italien, til andre europæiske lande har fejlet! Tallet for relokerede er knap 30.000 - den europæsike Union har samlet ikke formået at tage et ansvar ej heller handlet på de ellers så fine ord. Danmark glimrer ved sit fravær af solidaritet og ansvarstagen, ej heller kvoteflygtninge er nu velkomne i vores lille eventyrland. Ja der blev skudt på Nørrebro, men hvor er det vi fejler? Er det antallet, har vi taget for stort ansvar!? 

Mit svar er tværtimod, vi tog ikke ansvar som danskere, vi stemte regeringer ind som splittede vores befolkning i os og dem. Vi glemte at alle kan få brug for en hjælpende hånd, vi fik nok i os selv, troede på propagandaen, blev vant til åbenlys racistisk sprogbrug fra politikere og andet godtfolk i medierne. Sprogbrug der taler ned til de svageste i samfundet, politikere der kæmper om hvem der kan sparke hårdest på menneskene der ligger ned i forvejen - flygtninge, arbejdsløse, kronisk syge og andre almindelige borgere.

Vi glemte at vi alle blot er mennesker, Ingen er mere værd end andre. Nogle af os er født med flere privilegier end andre, det giver os dets større ansvar til at bruge dem godt.

Jeg vil fortsætte min verden fra Athen for nu, kære læser tak fordi du læste med. Tak fordi du er.

💡 💡 💡 En Lille genindførelse af OBS 💡 💡 💡 

Dette er alle grupper jeg har min dybeste respekt for, tak til jer for at tage mig ind og lade mig være en del af jeres fællesskab!

Vil du vide mere om khora så tjek websiden ud;

Www.khora-athens.org

Vil du følge mennesker på flugts hverdags-realitet følg;

Are You Syrious (Facebook)

Vil du vide mere for at kunne hjælpe en ven med info om Europa følg;

Www.w2eu.info

Vil du følge aktivister i dk følg;

Trampolinhuset

Welcome to Denmark

Venligboerne 

Kære læser, bloggen er nogle gange informativ andre gange ikke, denne gang var det et hej fra mig jeg lever og har det godt i mit priviligerede liv. Tak for dig og dine, hver for andre hvad du ønsker dine kære skal møde i hverdagen.

Jeg er taknemlig for mine privilegier, kærligheden jeg er opvokset med, trygheden der har omgivet mig og alle de mennesker der fortsat er mit hjerte og bevidsthed i min hverdag.

Tid - lad os ikke glemme - vær hvor du er

Kære menneske bag skærmen,

Tid, tiden går stærkt, flyver forbi og samtidig står den stille. Lærer vi nogensinde af tiden, lærer vi af vores egne fejl som mennesker på et kollektivt plan?

Tanker om tid, om livet der passerer for nogle, mens andre har valg, tanker om hvordan systemer bestemmer hvem der "fortjener" hjælp og hvem ikke, tanker om hvad skal der til for at vi kollektivt som mennesker vågner og forstår at vi alle er mennesker - intet menneske fortjener at blive behandler som andet.

Siden sidst - centret blomstrer stadig 

Khora community center er en fornøjelse at være en del af i dagligdagen, selvom jeg til tider med lange dage også omtaler det som et monster ✌🏼. Vi er non-hirakiske i vores processer og til dagligt er vi mennesker med forskellige baggrunde der bruger og er i centret. Det er lykkedes os sammen at komme væk fra boksene "flygtning", "frivillig", "migrant" og "vestlig" - jep nogle af os har større privilegier og flere mulige valg i vores liv pt, men det tæller ikke i et venskab - vi er sammen.

Jeg har personligt været væk fra Athen i 2 uger på en informations udveksling/samlingstur til 6 græske øer, hvor vi fik nye kontakter. Jeg kom hjem til Athen mandag morgen, på dagen hvor vi fejrede vores første 6 måneder med et åbent center. Det var en smuk fejring, to lokale græske band spillede traditionelt musik mens børn og barnlige sjæle hoppede rundt. Maden var som altid fuld af krydderier og smagt til af kærlighed.

Et paradoks at komme hjem til, efter at have oplevet "den anden verden" på øerne.

Smuk og overvældende aften, jeg sugede krammene til mig, nød nærværet og stemningen - jeg er glad for at der findes community centre hvor venskaberne lever.

6 græske øer på 14 dage 

 For godt et år siden forlod jeg den græske ø Lesvos, for at tage til Idomeni hvad der viste sig at blive til Hummus Rights Project, siden april sidste år har jeg været i Athen med min udvidede Khora familie og venner.

At tage tilbage til de græske øer, var en beslutning vi tog for at forstå, skabe netværk og kunne hjælpe menneskene her fanget i systemerne.

Turen har været berigende og hård, jeg har fået venner indenfor og udenfor pigtrådshegnene på Rhodos, Kos, Leros, Samos, Chios og Lesvos.

Nogle som risikerer straf for at prøve at dokumentere deres hverdag eller for at hjælpe deres venners situation. Mennesker der alle vil høres, insisterer på og heldigvis kræver vores alle sammens ret til at eksistere.

Adskillelse af familier

På Rhodos mødte vi bl.a. lokale solidaritetsnetværk, som formår at samarbejde på tværs af øerne. Det var også på Rhodos jeg mødte en britisk statsborger boende i den officielle flygtningelejr -et nedlagt slagterhus. Han boede der fordi han ikke har de 19.000 pund storbritanien kræver af ham for at kunne få familiesammenførsel med sin kone. Deres baby er kommet til verden på Rhodos, hvilket for dem betyder yderligere 5.000 pund skal findes før deres familie kan bo sammen i storbritanien.

Ildsjæle gør en forskel, men systemet buldrer videre

Hvad der står tydeligst for mig fra Kos, er noget så simpelt som mødet menneske til menneske, vi mødte en græsk ildsjæl, en kvinde som lever og brænder for menneskene bag pigtråden. De kalder hende mama Renata.

Vi afholdte et lynkursus i informationsdeling, what-to-do og rettigheder, på en olivengrund udenfor hegnet. Nu har vi 30 ambassadører der hjælper de resterende 6-700 med at finde og samle information der kan hjælpe dem i systemerne.

Hvad vi ikke kan ændre er hvad der skete de følgende dage, militæret færdigbyggede deres deporteringscenter ved siden af hotspotten. 150 politimænd brød en tidlig morgen ind hos 60 mennesker, fratog dem deres mobiler og flyttede dem til deporteringscentret.

Selvom de officielt har ret til at appellere deres anden afvisning, har de nu ingen adgang til omverden og eller selvstændige advokater. Selv mama Renata er forment adgang 😔

Leros - hvorfor?

En mini ø, der alligevel huser en pigtråds hotspot med 500 mennesker gemt væk 3 km fra den nærmeste by, midt i et psykiatrisk hospitals område. De mennesker der kommer fra Tyrkiet, bliver først holdt indespærret i hotspotten i 20-30 dage før de har tilladelse til at gå ud.

Som en ven her sagde til mig; vi har den bedste udsigt over vandet og bjergene, men selv naturen er blevet vores fængsel.

Vi blev stillet det samme spørgsmål igen og igen, "hvorfor kan de (læs regeringerne) ikke lide os? Hvorfor lader de os ikke bare rejse?"

Her som de andre hotspot er madkvaliteten værre end plejehjemsmad i dk, maden de får er lavet på fastlandet, frosset ned, sendt til øen for at blive varmet op. Plastikbakken maden kom i, smeltede eftersigende ofte sammen med maden.

Samos

En større ø, som ligesom de forudgående tre øers smukke natur, hurtig blev set anderledes på af os efter vi havde "besøgt" hotspots og solidaritetsgrupper.

Her mødte vi en mand, som havde været adskilt fra sin kone i mere end 2 år, de forlod Syrien hver for sig. Nu sidder de på hver sin ø, med en færgetur på 2 timer fra hinanden, men begge med papir der binder dem til øen de ankom til, indtil deres fulde sag er færdiggjort. Flere måneder måske år før de genser hinanden. At se voksne mennesker græde i desperation, frustration og sorg - har de ikke været igennem nok? 

Chios - frustrationer

Chios, vi ankom tidligt morgen, startede med at se de skønne tiltag fra "be Aware and share" - deres syn på uddannelse og hjælp til selvhjælp, var inspirerende. De har desværre som mange andre mindre ngo'er fået besked på at stoppe deres virke pr 31.07.2017. Vial hotspot og Souda lejr var begge lejre, jeg ikke ønsker for nogen at skulle bo i. Leveforholdene på Chios var ikke i nærheden af ok.

For jer som har fulgt med i "Are you Syrious" på Facebook, ved I også allerede at selvmordsforsøg er blevet en del af dagligdagen i Vial Hotspot. En 29-årig syrer, brændte sig selv i frustration efter sit andet afslag på asyl. Om han overlever vides stadig ikke.

Chios var også øen, hvor vi drak te med nyankomne på en bakketop, med udsigt over lejren på den ene side og havet på den anden. Vi mødte en ven fra Athen, som havde fået besked fra myndigheder på at tage tilbage til Chios, hvor han ankom 8 måneder siden, for at færdiggøre sin asylprocedure. I det sidste halve år, har han dagligt gået til engelsktimer i centret, og været en stor del af vores fællesskab. Jeg ønsker ham og de andre brave mennesker alt det bedste.

Lesvos - tilbage til start

Jeg så både frem til og gruede for at komme "hjem" til Lesvos igen og se olivengrunden som var udgangspunktet for mit fortsatte liv her i Grækenland.

Forholdene der har desværre kun forbedrer sig hvad angår flere containere menneskene kan leve i. Adgang til ordentlig information er mangelfuld, autoriteterne fortæller selv direkte til folk fra Algeriet at de ikke har ret til at søge asyl. Hvilket er en løgn og direkte imod flygtninge konventionen 1951!

På Lesvos mødte vi også de fantastiske kendte youtubers "twin brothers" som dokumenterer deres liv indenfor pigtrådshegnene i Moria. De gør det på en fantastisk humoristisk måde og elsker deres karakterer. Mennesker som dem er overlevere, jeg håber de kan bevare deres tilgang til livet.

På Lesvos så vi også et community center hvor ildsjæle med eller uden papirer sammen bygger et fælleskab op. Smukt og dejligt at se.

Kære menneske bag skærmen, en mindre opløftende blog for denne gang, øerne var hårde at se, Lesvos hård at gense. Mi største respekt til alle der!

Jeg har de smukke mennesker jeg mødte med mig, har min gejst til at vi må og skal gøre mere - alle kan gøre noget.

Det vigtigste vi alle kan gøre er at være til hvor vi er, med menneskene vi omgiver os med, samtidig med at vi ikke må glemme vores egne privilegier hvad enten de er små eller store og hjælpe til hvor vi kan og er - ved at være menneske til menneske.

Nyttige links, hvis du vil holde dig oplyst om situationen for mennesker på flugt generelt i og omkring Grækenland

Www.w2eu.info

Www.newsthatmoves.org

Facebook; Are You Syrious

Kære menneske bag skærmen tak fordi du læste med, glem ikke at leve livet, glem heller ikke at andre måske har andre levevilkår end du, spred glæde og kærlighed i hverdagen - nyd at være og spred budskabet Vi er alle mennesker!

PS; hvornår vælter vi den nuværende danske regering ✌️✌️

Kære mennesker, vi må og skal kæmpe sammen!

Kære menneske bag skærmen,

Det er mandag, der er gråvejr og alligevel har jeg lige siddet 5 minutter og tudet af glæde og stolthed over at vi som mennesker stadig står sammen for hinanden når det virkelig gælder.

Jeg har lige set en video fra Dulles AirPort, set menneske endelig blive sluppet fri og ud til deres venner og familier. Mennesker som intet havde gjort, mennesker som du og jeg som pludselig fra time til time måtte face ikke længere at være velkomne i hvad  for nogle af dem er deres hjemland.

Jeg var rystet søndag over at høre nyheden, havde ikke troet i min vildeste fantasi at Trump kunne indføre noget så vidtrækkende krænkende og racistisk. Igår så jeg på afstand bag mit smarte æble-halløj hvordan folk samlede sig imod muslim-Ban. Idag så jeg videoerne af genforeningerne. 

Smukt og uvirkeligt at vi i vores verden stadig tillader menneskeheden at komme så langt ud at vi ikke ser os alle som præcist havd vi er - mennesker!

Trods de smukke videoer, er jeg stadig fyldt af forbavselse.

Tilbage i Athen

Efter nogle ugers forlænget tålt ophold i dk over julen kom jeg tilbage til Athen d. 15. Januar. Jeg arbejder stadig med udgangspunkt i khora communty center, som udvikles dagligt. Indenfor den sidste uge har vi sat op et næsten fuldtids program for juridisk rådgivning, vores sociale juridiske og informationsarbejde fortsætter, desværre virker systemerne stadig til at arbejde mere imod menneskene på flugt end med :(

Det får os ikke til at stoppe, menneskene her har lige så meget ret til et anstændigt liv som enhver anden, lige meget hvad hvilket lands lovgivning end måtte sige!

Alt min respekt går til de fantastiske mennesker der dagligt holder ud, rækker hånden ud og hjælper hinanden - overalt hvor mennesker mødes!

Vi ved at Athen på nogle måder er priviligeret med mange frivillige, både med og uden gyldne pas, på trods af at vi er mange, er hjælpen desværre ikke tilstrækkelig, vi har fortsat brug for verdens bevågenhed. Ligesåvel som vi ikke må glemme Serbien, Libanon, Syrien, Somalia og jeg kunne desværre blive ved med at nævne landenavne anerkendte eller ej.

Kære menneske bag skærmen,

Jeg ville have skrevet en Update med flere lækre nyheder herfra, der er også mange stjernestunder, idag er jeg dog fyldt af undren og jeg er rystet!

Min hårde hud står sin prøve disse dage, jeg er også bare et menneske og jeg er rystet, vi må aldrig glemme et eneste folkemord, en eneste tåbelig handling i denne verden og vi må aldrig aldrig gentage ikke at tage inhumane drejninger politisk seriøst - vi skal holde fanen højt for menneskeligheden! Vi skal hver eneste gang vi ser uretfærdighed italesætte den og handle derefter!

Lad os vise os selv og hinanden at vi kan og vil en bedre verden.

Stjernestund

Jeg vil slutte dette skriv med en stjernestund. Idag midt på dagen kom en skøn 40+ årig mand ind højtråbende og storsmilende, han råbte på arabisk "tak tak tak khora" og fortsatte i den dur. D. 3. Februar bliver han genforenet med sine børn i Tyskland efter ikke at have set dem i 6 år.

Han kyssede på kinder, gav hånd og krammede dem han kunne komme til. At se hans stolthed over at vise os, han endelig nu får sine rejsepapirer og gennem Dublin får sin sag hørt sammen med sin familie i Tyskland - er helt ubeskrivelig!

Jeg græd indvendig af glæde, man er vel professionel :) Og jeg er skidestolt af at vi som selvstændige frivillige stadig kan påvirke og hjælpe nogle menneskers liv på rette vej igen.

Dette var ligeså smuk en oplevelse som da jeg første gang var vidne til en familiesammenførsel i cph lufthavn, og som da jeg for godt et år siden på Lesvos så hvordan familier efter timers uvished på de forfærdelige både genså hinanden og nu vidste at de var i live!

Ubeskrivelige øjeblikke og jeg er så heldig også at opleve dem, derfor er jeg stadig i transit med mit gyldne pas...

Kære menneske bag skærmen tak fordi du læste med, jeg vil prøve at forbedre min redigering men for nu må i nøjes med dette ikke-redigerede skriv. En ting vil jeg love jer, jeg vil fortsat skrive stjernestunder men I får også sandheden som jeg ser den - sandheden om systemer, politik der for mig at se mildest talt er inhuman. Lad os gøre noget ved det sammen!

10. November - Bureaukrati og frygt

Bedre sent end aldrig, denne blog er fra 10.november 2016 :)

Kære menneske bag skærmen

Denne Update vil jeg dedikere til tre skønne teenagere, som er/ var ukompagnerede i Grækenland, ens for dem alle tre var at de tog alene over Middelhavet for at komme i sikkerhed og med håbet om at kunne blive genforenet med deres respektive familier i Danmark.

Jeg bruger ikke deres rigtige navne eller præcise historier.

Dansk bureaukrati versus teenagerens tålmodighed

Jesuf, er en ung teenagedreng, der drog alene over Middelhavet i håbet om at komme mod Tyskland. Han har svigerfamilie i dk, men kan ikke blive sammenført da hans genetiske familie endnu ikke er godkendt. Pt i Grækenland sidder han fast i Athens gader, han vil ikke melde sig som mindreårig hos de større ngo'er da han frygter at sidde fast i de såkaldte ungdomscentre (realitet ungdomsfængsler) på øerne, hvor han ville sidde helt låst. Han ønsker ikke at søge asyl i Grækenland, han ønsker blot at komme tættere på sin familie. Jesuf er ung, jeg tror desværre ikke han har tålmodigheden til at vente på det danske bureaukrati. 

I khora community center har han et sted at være i dagtimerne, men han vil allerhelst prøve at skrabe penge sammen til at komme videre. To gange om ugen er jeg i kontakt med ham, men kan desværre ikke gøre andet for hans fremtid end at give ham information, derfra må han tage sine egne valg som en voksen mand trods sin unge alder.

Jesuf bor i en besat bygning, er omgivet af gode venner, finder mad på gaden og blandt frivillige grupperinger. Han ender nok, som mange andre mindreårige i Grækenlands gader, med at tage endnu en farefuld tur i menneskesmuglernes lune.

Menneskesmuglere grundet frygt for systemerne

Yaisir er 16 år, ham stødte jeg på i khora under en uendelig lang opvask, Yasir og hans venner kom pjattende ind i køkkenet, og gik straks i gang med opvasken da de så jeg stod alene. Snakken gik på meget gebrokkent engelsk, da de alle tre først lige er begyndt at lære det. De spurgte mig hvor jeg var fra, til sidst forstod de Danmark. Her blev stemningen høj, Yasir fandt sine papirer frem og fik fortalt at hans fader var anerkendt som flygtning af det danske system. Efter samtaler og god hjælp fra det vidunderlige græsrods miljø i Danmark, kunne jeg se at Yasir kunne komme med mig til dk under Dublin konventionen. Han skulle "blot" registrere sig i Grækenland, komme på den danske ambassade og relativt simpelt ville han med mig som eskorte kunne flyve til dk inden for 2 uger.

Men men men... Teenagere og tålmodighed, Yasirs sag var klokkeklar, men pludselig en aften skrev han at han nu var i Tyskland. Han har højst sandsynligt smuglet sig dertil. 

Jeg er dybt frustreret over at vi i den priviligerede såkaldte humanitære velfærdsstat, har en lovgivning der afviser familiesammenføringer fra krigsramte lande til mennesker der af klokkeklare årsager måtte flygte fra hus og hjem. Afvisninger af familiesammenføringer der ender med at bringe disse mindreårige på livsfarlige ture over Middelhavet og videre op i Europa i menneskesmuglernes hænder, i ren frustration og afmagt for at holde sig selv i live.

Hvordan kan vi gøre det Danmark?  Jeg forstår det simpelthen ikke, retten til familieliv er ukrænkelig, retten til et anstændigt liv som menneske hvor end du er fra burde aldrig tilsidesættes for nogen politiske, markedsøkonomiske og eller af grunde jeg end ikke kan sætte mig ind i som frygt!

Har frygten overtaget?

Frygten har overtaget nok dele af den amerikanske befolkning til at de kunne vælge en mand til præsident som oveni hatten har voldtægtsanklager og børnearbejdeanklager mod sig og sin virksomhed. En frygt der var så stærk at humanitarismen, hvert enkelte individs værd som menneske åbenbart ikke gælder længere?

9. November var for mig ikke en sorgens dag, men en dag hvor jeg forsøgte at fornægte valget af hvad jeg ser som en kapitalistisk, racistisk ignorant. Jeg var ked og led og jeg begyndte at mærke frygten for tredje verdenskrig, frygten for hvilken magt denne ene mand kommer til at besidde i verden. Dernæst blev jeg vred, frygten skal ikke overtage min sjæl, frygten skal ikke leve i mig - vi må alle kæmpe. Kæmpe for en verden hvor børn kan være børn, familier ikke bliver splittet ad, en verden hvor vi ser hinanden som ligeværdige trods det at vi ikke er ligestillede. Lad os kæmpe sammen for en verden med mindre ulighed, for en verden hvor frygten ikke gør os til ignoranter overfor hele menneskehedens værd!

Bevæggrunde, følelser - at være og leve

Kære menneske bag skærmen, som du kan læse er jeg meget emotionelt ramt både af det amerikanske valg, mest af alt af hvad jeg analyserer ud fra valget, men også af at være blandt mennesker dagligt der ikke får deres ret som mennesker anerkendt blot fordi de ikke har et gyldent pas. Det rammer mig hårdt hvordan vi kan ignorere det faktum at ikke blot 1,2 mio, som vi har i Europa, men hele 90 mio mennesker er internt fordrevne fra deres hjem. Og vi i lille rige Europa formår ikke engang at tage imod den lille million af mennesker, vi kæmper i stedet på nationalt niveau om at se hvilket land der vinder konkurrencen om at virke mindst gæstfrit.

Det er en skændsel intet minde.

Kære menneske der findes masser af stjernestunder i min hverdag, der findes også stjernestunder i horrible situationer og en af dem sidder jeg i nu. Jeg svæver over Europa et sted, og jeg har en ung teenager med mig. Jvf. Dublin konventionen bliver han nu genforenet med sin familie, de venter ham i lufthavnen. Pt sover han, men øjnene kører rundt. Mon ikke han vågner op til en af sine stjernestunder, for mig er det bestemt. Inden jeg forlod Athen sagde jeg til min iranske ven at jeg ville prøve ikke at tude i lufthavnen til denne smukke og private familiebegivenhed, han svarede "why? Tears are good, tears are beautiful to" - han har fuldstændig ret.

Som du måske har forstået går turen til dk, en miniferie fra den græske sol til den danske sne. Ser frem til gensynskram og gode lange samtaler, refleksioner og diskussioner - min hjerte og mit hjerte har brug for plads til at være. Til blot at være og jeg kære menneske er så priviligeret at det valg kan jeg tage.

Tak fordi du læste med, pas på dig selv og pas på vores allesammens medmenneskelighed og kærlighed vi må ikke miste troen på fællesskabet og en verden bestående af menneske til menneske. Som jeg ofte siger I kollektivet : " we just have to believe enough then it in the end will happen - and we must never stop fighting!"

Khora CommunityCenter en realitet - vi er alle mennesker!

Kære menneske bag skærmen...

Lige en Update her fra Athen efter vores første uge med et åbent community center. Som skrevet før er jeg en del af kooperativet Khora, vi har i 3 måneder renoveret en 7-etagers fabriksbygning og omdannet den til et smukt community center som forhåbentlig med tiden kommer til at danne rammen om et fantastisk tværkulturelt miljø hvor menneskene på flugt, lokale og udlændinge som jeg, kan komme og være menneske til menneske sammen.

Khora CommunityCenter

Fakta først, i vores bygning har vi en ingen-foto-politik af sikkerhedsårsager for menneskene der bruger og er i og omkring centret. Jeg ville ønske jeg kunne vise jer de smukke billeder jeg har taget i mine tanker. Forhåbentlig med tiden får jeg beskrevet hvad jeg oplever så godt at I også kan mærke og se glæden, frustrationerne og håbet i blandt disse mennesker. 

Bygningen (-2 til 5. Sal og Taget)

-2 er vores kælder hvor vi har lager. Med tiden får vi forhåbentlig struktureret en god fordelingscentral/ shoppingcenter hvor menneskene kan komme og vælge hvilket tøj og donerede non-food-items de vil have. Kodeordet er valg.

-1 workshop, indtil åbningen har workshoppen været hjertet, her blev paller og andre gode fund på gaden forvandlet til brugbare møbler etc. Workshoppen har stadig travlt med byggerier både til vores center men også til de besatte bygninger omkring Athen. Workshoppen er sjov og hyggelig, dejligt at se hvordan flere af menneskene, der er fanget i Athen, har udviklet og brugt deres kompetencer sammen med os.

0. Her er et af vores nye hjerter, informationsdisk og et mindre integreret  børnerum for de 1-6 årige. Groundfloor er indgangen til bygningen, og her er der liv. Også når børnene skal hjem og de egentlig hellere vil blive og lege lidt længere. I informationen har vi udviklet et visuelt og et virtuelt kort med alle de services vi oplever som brugbare i forhold til læger, advokater, uddannelse, asylprocedurer, steder at bo, Fairtrade/ gratis-markeder etc.

1. Ingen hjerte uden god ernæring, på 1. har vi vores køkken. Det er ikke et suppekøkken, vi laver meget mad men kvaliteten lider bestemt ikke under kvantiteten. Pt er det en ung syrer der sammen med to englændere er Master chiefs, monsterlækkert mad.

2. Her er for mig vores andet hjerte, cafeen. Cafe'en serverer gratis mad, te og limonade vores vision er ved at blive til virklighed - væk fra distribuering til servering hvor menneskene kan sidde ved borde og slappe af med familien, vennerne og møde nye venner. Dagligt prøver jeg at give mig selv den nydning det er lige at stikke hovedet ind, sidde i 5 minutter og være - at være til.

Cafe'en er samtidig om aftenen hjertet for events, pt kører der ugentligt et yderst populært selvforsvarskursus og mavedans. Cafe'en har også været ramme for et børneteaterstykke om deres oplevelser fra flugten til Europa, ligeledes har voksne også valgt at dramatisere deres oplevelser i et smukt stykke der også endte ud i sen fællesdans.

3. Uddannelse, formiddag og aften for voksne, eftermiddag for 7-14 årige. Denne etage har også et computerrum, som vi glæder os til at åbne så snart vi får styr på vores wifi (teknikken driller åbenbart for andre end mig :) ) Rummet er ment for at menneskene selv kan søge information, ringe skypecall til græsk asylservice og ikke mindst give dem bedre mulighed for at holde kontakt med familie og venner udenfor Grækenland.

4. Kvinderum, jeps et rum kun for kvinder. Og øj hvor de nyder det, jeg oplever både pludren og kvidren, men ikke mindst ro. Roen til at tage en lur, ro til at samtale på balkonen, ro til at kreere med deres fantasifulde hænder. Etagen kommer også til at indeholde en gratis tandlægeservice, da vi lige har fået et fantastisk tilbud på udstyr, græske og udenlandske tandlæger står klar til at yde gratis service - dette burde køre om 2 uger :) Sidste rum på etagen er en juridisk rådgivning/ information, hvilket er essentielt for menneskene her.

5. Pt står det åbent, vi har flere gode ideer, men vi er sikker på at brugernes ideer er bedre end vores. Så vi giver de næste uger til at holde ørerne åbne og lytte til efterspørgslen.

Taget. Åhhh der er smukt på vores tagterrasse, udsigten wauw... Desværre kan vi ikke åbne taget for alle af sikkerhedsmæssige årsager. Jeg vil fortsat tage min morgen-te med derop og starte dagen med ren nydning.

Udfordringer - vi er alle blot mennesker!

Har der og er der udfordringer? Ja, udfordringer på forskellige niveauer som jeg og vi lærer fra og af dagligt, for mig at se bunder de fleste af de udfordringer vi møder i kommunikation og af og til manglende viden og eller frygten for det ukendte. En frygt som jeg desværre ser alt for tydeligt i nyhedsstrømmen fra Danmark. Hvornår lærer de kære politikere at tale med respekt for mennesket, og udfra værdien at vi alle blot er mennesker. Politikerne har et stort ansvar for retorikken, men det har vi bestemt også som individer, til at bruge vores røst og sige fra. Tak til alle I smukke mennesker som dagligt prøver at ændre tonen, eller blot i jeres hverdag har med jer at møde andre mennesker som hvad de er - mennesker... Tak!

Vi har også en udfordring i os selv som mennesker her i Athen, vores egen individuelle selfcare grundet et dybt ønske om at gøre det bedst mulige så hurtigt som muligt. Ja, vi er trætte, vi bor næsten 20 mennesker sammen og kører en 7-etagers bygning fra mandag til lørdag 10-19+, dagligt holder vi debriefing efter fælles rengøring. Vi ønsker alle en kort debrief men i et kooperativ som ønsker ikke at være hierarkisk tager kommunikation tid. Tid som er godt givet ud. Vi ønsker også alle at bruge tid med hinanden hjemme og ude, flere af os har ligeledes brug for at være selv. Vi er gode til at give hinanden plads, men vi skal alle blive bedre til at give os selv mere plads til at være være.

De løftede pegefingre 

Min første løftede pegefinger gik til Danmark og jeg vil gerne hæve den til hele verden - vi er alle mennesker, det eller de ukendte er blot noget/ nogen du ikke har mødt eller viden om endnu, giv dig selv gaven at se og mærke det eller de ukendte - måske kan det eller de bringe dig glæde.

Derfor går min anden løftede pegefinger også til mig selv, jeg er blot et menneske. Simpelt og ligetil, jeg er taknemlig for mine medmenneskers kærlighed omkring mig og deres opmærksomhed til også at sige "hey human Being" og jeg er taknemlig for at de lader mig yde den omsorg og kærlighed tilbage til dem. Jeg samler på stjernestunder, og dagligt bliver jeg rigere.

Kære menneske bag skærmen, tak fordi du valgte at læse med, tak for din tid og tanker. Pas på dig selv og hinanden i en verden hvor vigtigheden af åbenhed, imødekommenhed og kærlighed kan være sat til side af hvad der kan virke som nødvendighedens dogme. Intet er mere nødvendigt i verden end at være lige hvor du er med åbne øjne og møde mennesker som de er - et menneske du blot ikke har mødt før nu.

Denne blog blev meget om Khora og bygning, jeg ved hvor mange mennesker der dagligt kæmper for andre smukke tiltag og væren, I er ikke glemt men idag denne søndag er mit hjerte og hjerne fuld af bygning og menneskene som på den ene eller anden måde er eller har været en del af dette forhåbentlig spirende community - tak. Selvom jeg trods mine brune øjne er dansker, siger jeg det gerne højt, jantelov eller ej - jeg er røvstolt, det er sgu monstersmukt!!!

Kære menneske bag skærmen tak fordi du følger mine oplevelser, måske får du et andet udsyn gennem hvad jeg oplever som indsigt. Indsigt gennem Udsyn? Ja tak :)